KFUM København Håndbold

Fredag 1. juli

Kære dagbog

Ja så blev det fredag og en hel dejlig uge er gået alt alt for hurtigt. I dag er det Kevin, der er dagleder og han forsøger virkelig ihærdigt at få sin egen gruppe 5 til at vinde et eller andet. I dag er det jo at den samlede vinde af hele ugens konkurrencer skal vinde. Det er unægtelig en ny følelse at prøve at være med en gruppe der er med i opløbet – ja det håber jeg da.

I formiddag var der skovløb på cykel rundt i slothegnet ikke noget med balloner eller krig eller andet mærkeligt – et helt almindeligt skovløb. Jeg havde min post ved parkeringspladsen i byen lige over for Poulsens Isbod, og sjovt nok var udfordringen for grupperne at nævne navnene på de forskellige store is de producerer, hvor mange kugler hver is indeholder og hvad den koster. Jeg havde en fornemmelse af at jeg her bevægede mig ind på ungernes speciale men at det ligefrem er en kernekompetence kom alligevel bag på mig. Isenes navne kom øjeblikkeligt ligesom prisen, men der var lidt slinger når man skulle afgøre hvor mange kugler der var i ”Jægerspriseren” – forståeligt nok da det er en vaffel med softice og en hel masse andet. For at finde vinderne på min post var jeg nødt til at lave tillægsspørgsmål der gik på hvilke andre forretninger der er i byen. Også her kunne ungerne rigtig mange, men ikke nær så træfsikkert som deres iskolde viden.

Siestaen var lidt anderledes i dag i hvert fald rent indkøbsmæssigt, da mange havde sparet skillinger op og de skulle nu brændes af hos før omtalte Iskagemand.  Flere af de unge mennesker gik om bord i en ”Frederik den 7” der er to vafler med SYV kugler is i, flødeskum og syltetøj og lige en flødebolle ovenpå. Sådan en købte jeg også, men jeg fik Casper til at spise den, da han jo havde gjort sig fortjent til den i lørdags ved at springe over åen. Han er yderst kompetent og koncentreret når han går om bord i Frederik og bliver færdig ganske hurtigt. Andre købte andre modeller og slikposer ved siden af, men toppen var vel lille Gustav der havde planlagt det så grundigt at han til frokost kun spiste et halvt stykke rugbrød således der kunne være plads til syv kugler is inden i ham – han kæmpede bravt og vandt isen blev spist.

Eftermiddagen er gået med anden halvdel af OL, nemlig OL for grupper i grupper!

Også her var vi utraditionelle i det der blev spillet tre discipliner: Håndbold, fodbold og hockey helt uden mærkelige regler eller andre dikkedarer.

Aftensmaden var rødt oksekød med små kartofler, bagte tomater og salat. Ren restaurantmad og alle spiste med velbehag. En rigtig stor tak til Birgit for endnu en gang at have lavet mad 3 gange dagligt til alle os, så vi har kunnet lave det vi synes er aller sjovest: At lege, grine, konkurrere, og bare nyde det. Uden dig havde lejrlivet været meget mere planlægning af mad indkøb, hjælp i køkkenet og så videre – fra alle os TUSINDE TAK!!

Og da det jo nu er sidste dag, kære dagbog, så lad mig gøre status over denne uge, det kan jeg tillade mig da vi ledere allerede gjorde det i går aftes: Vi har haft en vidunderlig uge, med nogle rigtig dejlige unger, det har været fredeligt og roligt, og hver gang vi ledere har kaldt til samling har alle været der (næsten) til tiden og er gået med på alle vores ideer med krum hals. Vi håber rigtig mange har lyst til at komme igen til fastelavn 2012 og næste års sommerlejr. Men det er jo lige så klart at denne uge aldrig var blevet så perfekt og så veludført uden de mange super super gode ledere Nissen og jeg har arbejdet sammen med. En kæmpe tak til alle på holdet – for et hold det har vi været – tak til

Magnus Landin, Casper Christiansen, Christian Aabel, Kevin Leder, Lars Spellerberg, Andreas Gutheil, Flemming Gutheil, Pernille Folman, Charlotte Krebs og Maiken Sørensen.

 

I aften er der som sædvanlig Disco, det er lige ved at starte og så vender jeg lige tilbage til dig kære dagbog en sidste gang med de sidste resultater.

Ja, tænk engang jeg har været så heldig at få lov at være dommer sammen med Putte og Maiken og det betyder  kære dagbog at jeg her klokken 22.27 kan betro dig som den alleførste hvem der blev vinderparret. Ja tor det eller ej du får det at vide før parret selv gør så lov mig ikke at sige det til nogen. Men vinderparret blev Elias og Helene og dommerne var meget enige.

Gruppekonkurrencen afsløres først i morgen så den får vi ikke lige med.

 

Kære Dagbog,  kære dejlige unger og kære ledere

 

Tak for en forrygende uge og tak for lån af ungerne til forældrene.

Vi ses i 2012

Billedserie