KFUM København Håndbold
image

Lørdag 25. juni

Kære Dagbog

Så er vi i gang igen gamle ven. Jeg har godt nok savnet dig - er du mon lige så klar som mig?? Nå det var rart at høre.

Vi er nu i gang med årets højdepunkt sommerlejren, eller som en af forældrene sagde; "Når man kører ned ad grusstien langs fjorden og kigger op til venstre og ser lejren - så ved man det er sommer og ferie!"

Du ved om nogen, kære dagbog, at lejren er ferie fyldt med traditioner og en af dem er selvfølgelig at gå gennem skoven ned til slottet og se om nogle kan spiringe tørskoet over åen; det giver en Danneris af Lejrchef Persson. Victoria, Laurits, Kasper og Christian (de to sidste ledere) sprang  - nå ja sprang og sprang er måske så meget sagt, men nu har svæveflyvning jo heller aldrig været en idrætsgren i KFUMregi. Christian landede som du kan se på billedet helt uden mudder - på den øverste tredjedel af kroppen. Victoria og Laurits afprøvede bundforholdene i åen mens Kasper trods Perssons tvivl blev dømt god af den mægtige menneskehob der efterhånden havde samlet sig. Jeg mener nu helt bestemt der var en lille sort mudderplet på Kaspers højre læg - hmm!

Efter overspringshandlingerne ved åen var der som sædvanlig eventyr ved Grevinde Danners grav. Skulle Persson komme til at sige noget forkert eller i en forkert rækkefølge vil det automatisk blive rettet af de opmærksomme lyttere. En herlig tradition.

Hjemme igen var der kaffe og småkager og lederne præsenterede sig selv og efter en hyggelig time sagde vi farvel til mor og far og så var lejren klar til at gå i gang. Først skal boldbanen teltene og soveslaene lige checkes af, og en times tid senere kommer et af lejrens ubestridte højdepunkter: Offentliggørelsen af grupperne.

Vi er i år 5 grupper, og kære dagbog, i år har jeg haft hemmelige forhandlinger med Team Slotshegnet og SF (Sliktoldernes Fagforening) og jeg er ret sikker på jeg har tilført gruppe fire de nødvendige symbiotiske input samt en blanding rå fysisk kraft og kvindelig intuition og strategisk vanetænkning - det kan ikke gå galt med Christian og Maiken som medledere i gruppe 4.

Allerede ved maden kom vi ind på en flot fjerdeplads i det grupperne blev kaldt op i rækkefølge - det tyder rigtig godt. Vi fik kødgryde og ris og der blev som sædvanlig på lejren gået til stålet eller rettere sagt fadet.

Her om et kvarter skal vi spille kaosrundbold, reglerne findes muligvis i Rigsarkivet, men vi improviserer os frem. Kan du måske, kære dagbog, nogensinde huske du har spillet rundbold uden at reglerne er blevet diskuteret? Nej vel, kaosrundbold er i virkeligheden svaret på dette.

Kaosrundbold er overstået fuld fart på og godt styret af Kasper, Andreas, Kevin og Christian. Kagen er spist og theen drukket og lige nu er der så igen fuld fart med boldspillet ude på multibanen. 

Kære dagbog vi ses i morgen. DMI (Danske Meteorologer Improviserer) har lovet støt stigende grader - sådan!!

-----

Se billeder fra lørdagen, klik på billedserien:

Billedserie