KFUM København Håndbold
image

Mandag 27. juni

Kære dagbog

Nu prøver jeg igen og klog af skade gemmer jeg mine skriblerier på computeren først!

Mandag fejrede vi Olivers fødselsdag med både sange og hurraråb. Oliver blev 14 år.

Efter tjanser var der ballonløb som går ud på at grupperne løser opgaver på poster rundt i skoven, alt afhængig af resultatet får gruppen en eller flere balloner, som skal pustes op inden gruppen forlader posten. Gruppen skal så gå med ballonerne til næste post og går de i en rundkreds er de sikrede, men skulle rundkredsen smuldre er der straks en grisk sliktolder der står på spring for at baldre ballonen. Det er hammer irriterende med de sliktoldere – de er snart værre end myggene. Nå men Flemming og jeg havde en post ved Fasangården hvor man skulle kaste forskellige størrelser bolde efter forskellige mål: En cykelanhænger, en spand, et fiskenet, og hver enkelt i gruppen skulle kaste hele tiden, men med en ny bold og et nyt mål hele tiden. Flemming og jeg så godt de usle sliktoldere liste rundt omkring vores post, men så vidt jeg ved fik de heldigvis ikke belønning for deres sleske adfærd.

 

Efter frokost var der Siesta og jeg tror nu at jeg har fundet ud af hvad der er årets dille blandt sliknarkomanerne hos lilleputdrengene. Det er højst overraskende: Morgenmadsprodukter!!
Drengene vælter ud af Netto med papkasser fra et større Amerikansk morgenmadsfirma, eller alternativt små æsker i sortiment. Disse bliver så guffet på alle tider af døgnet – det er godt nok en nyskabelse. To af de store drenge har købt 24 halve liter cola, som de så prøver at få hjem på cyklerne. Jeg spurgte dem hvorfor det ikke var cola fra en større Amerikansk Læskedriksfabrikant men Brugsens eget mærke. Det blev der ikke rigtig svaret på og drengene ønsker også at være anonyme, så de ikke ødelægger deres Coca Cola image over for forældrene.

Efter Siesta besluttede dagleder Maiken at det var strandturstid. Jeg blev desværre samtidig nødt til at gennemgå et kompliceret momsregnskab på lederværelse 2. Begge dele tog tid og strandholdet var først tilbage på lejren et minut i flæskesteg. Aftensmaden var nemlig Flæskesteg med brune kartofler og sovs og rødkålssalat. Det smagte super godt.

Efter aftensmad og oprydning var det tid til et af højdepunkterne på lejren Bing Banko med Putte og Maiken i hovedrollerne. Hver enkelt publikummer får en bankoplade som de selv udfylder med tal mellem 1 og 60 og herefter går det store show i gang. Først besigtiger publikum det kæmpe store bord med de rige sponsorgaver som man kan vinde, og herefter går selve spilet i gang. Numre mellem 1 og 60 bliver udvalgt på baggrund af helt objektive fakta som for eksempel følgende:

Hvilket nummer rammer Lars med en melon kastet oppe fra tanteværelset?

Hvor mange mønter tilsammen kan en fra hver af grupperne gå med klemt oppe imellem balderne (den velkendte røvpengestafet, introduceret af Nissen)?

Hvor mange eller rettere få ynkelige armbøjninger kan lejrchefen tage?

Hvilket husnummer bor Andres Gutheil i?

Hvad er de to første cifre i Flemmings telefonnummer?

Hvilket nummer rammer Lars med en roulade kastet fra tanteværelset?

Ja jeg ku blive ved og måske lige nævne at alle vore kære håndboldbørn til start skulle kaste en papirkugle hver efter 60 plastickrus. Der væltede 17!!! De tager det meget bogstaveligt det der med at holde ferie fra håndbolden.  Bingo Banko er forrygende underholdning og ungerne går op i det med liv og sjæl. Oskar Kryger og Magnus de Fries vandt henholdsvis præmier for en række og to rækker, men aftenens helt store stjerne var Magnus Loumann. Han vandt hele pladen. I første omgang var det Lars Spellerberg, der troede han havde vundet, men vores kære orakel af en taktiker havde glemt at han havde givet Magnus lov til at afskrive tallene på sin plade og derfor kom Magnus naturligvis først med sit banko. Magnus blev båret i guldstol af Christian og han gik hjem fra showet belæsset med gaver, jeg kan i flæng nævne:

Et spil kort, et forstørrelsesglas, et andet spil, et gavekort til en godnatkrammer af Nissen, en dejlig pink KFUM T-shirt i en passende str. XL – jo Magnus var rørt til tårer. Jeg kunne godt unde andre at overvære Bingo Banko det er bare sjovt.

Nå kære dagbog rare onkel nissen har givet mig en time fri fra stranden her tirsdag eftermiddag så jeg kan genskrive dagbogen – nu håber jeg sku det virker.

 

Vi tales ved senere i dag.

Billedserier