KFUM København Håndbold
image

Tirsdag 28. juni

OBS Billederne fra tirsdag ligger under mandag

 

Kære dagbog

Ja det er jo ikke helt normalt vi tales ved 2 gange på samme dag, men det er da rigtig hyggeligt.

I dag startede vi med at spille Quidditch på boldbanen, hvor grupperne kæmper mod hinanden ved hjælp af sindrige regler og samtidig er der et par stykker fra hver gruppe der på selve lejren leder efter det ”gyldne lyn”. Findes det kan det afgøre en kamp, og det skete rent faktisk ifølge overquidditchdommer Andreas Gutheil.

Jeg var selv, kære dagbog, et smut i KFUM for at være med til at fejre indvielsen af vores nye kunstgræsbane sammen med fodboldfolket, Kulturborgmesteren og 120 glade fodboldskolebørn. Tag hen og se den, den er bare flot.

Efter frokost drog vi til stranden med diverse udstyr for at lave bolddag på stranden. Det begyndte selvfølgelig lige med en dukkert og herefter begyndte vandhåndbold og vandhockey, men efter en god times tid blev spillene stoppet – det var simpelt hen for blæsende og dermed også for koldt at lave aktiviteter med r… i vandskorpen. Det var ærgerligt, men ungerne tager det pænt.

I løbet af dagen har morgenradioen modtaget to interessante læserbreve: Et fra et forældrepar der i den grad savner deres børn, de har ikke set dem i fire dage og det har sat sine tydelige spor i hjemmet: Opvaskemaskinen er ikke blevet tømt længe og hjemmet ikke støvsuget i flere dage; hjemmet bærer tydelige præg af forfald og de desperate forældre beder morgenradioen om hjælp. Ligeledes har denne mediebårne virksomhed modtaget et andet læserbrev fra en mindst lige så desperat mor, der i al sin elendighed har skrevet en rap om sin helt håbløse situation. Kære dagbog det er ærgerligt det ikke er natradio så vi kunne få svaret allerede nu, vi må pænt vente til i morgen tidlig – øv.

Til aftensmad fik vi madpandekager med oksekød, kalkun, grøntsager og en masse dressings. Det var dejlig mad, selv om Kevin (en af lederne) var rimelig fortørnet over at køkkenet lukkede allerede efter den tredje madpandekage!

Til aften åbnede det store internationale Casino, hvor grupperne dystede rundt omkring i salonen med diverse terningspil og kortspil. Skulle man, især damerne, føle en anelse kedsomhed ved dette kontante hasardspil har Jægerspris Casinos ledelse som sædvanlig sørget for underholdning uden for i den tilhørende park. Her er placeret en række boder med ganske ihærdige teltejere der gør alt for at tiltrække publikum, men de ved jo godt at det virkelige trækplaster er Casinoets internationalt anerkendte travbane, der i år gennemførte 5 absolut spændende heats med mange sagnomspundne hestenavne som Tarok, Cili Hannover, og de lokale heltekrikker Prutgøgen og Brækgåsen. Det hele styret myndigt og passioneret af vores mangeårige travekspert Doktor og hippolog Henrik  Leth Nissen.  Ja kære dagbog jeg ved hvad du tænker, men min beskedenhed forbyder mig næsten at nævne det. Den samlede vinder af Casinoet blev GRUPPE 4!!! Sommerlejr er Gud.

Klokken er nu 22.50 og vi er ved at lukke de sidste Casinogæster ud, mange har valgt at overnatte her på godset og det klarer vi jo selvfølgelig med et smil. Jeg mangler måske lige at fortælle at en enkelt herre Hr. Kevin var tæt på at sprænge banken da han lykkedes med at spille terninger bedre end en af vores yngre croupiers, den ellers ret selvsikre Hr. Spellerberg. Selv samme Hr. Spellerberg stod på et tidspunkt til at miste hele banken, sommerlejren, Emdrup Parken og det meste af Nordskoven til Hr. Kevin, der dog gud ske lov valgte at prøve en gang mere og dermed gik ned med mus og mænd.

Kære Dagbog vi ses i morgen. Udsigten siger ”sol over Gudhjem”.

Billedserie