generalforsamling 9. maj 2011
Referat og formandsberetning
Referat
Dagsorden:
a) Valg af dirigent
b) Aflæggelse af beretning 2011
c) Regnskabsberetning
d) Behandling af indkomne forslag
e) Valg af bestyrelsesmedlemmer
f) Eventuelt
Ad A)
Henrik Persson blev valgt
Ad B)
Beretning [se nedenfor på siden]: Der udspandt sig i forlængelse af formandens beretning en diskussion omkring problematikken vedr. kontingentrestancer. Formanden kunne indledningsvis oplyse, at der efter udsendelse af rykkerskrivelser for nylig, er et udestående på kr. 60.000. Det er bestyrelsens oplevelse fra tidligere år, at de manglende indbetalinger hovedsagligt skyldes ”sløseri”, og at pengene kommer ind efterhånden. Bliver udviklingen ligesådan i år, skønnes at der reelt er tale om skyldige beløb på ca. 14.000 for indeværende betalingsår. Situationen er dog langt fra tilfredsstillende og slet ikke acceptabel, og en indsats fra bestyrelsens side er allerede på tegnebordet. Der er endvidere en forventning om, at den nyligt forestående etablering af betaling via pbs, vil afhjælpe situationen betydeligt.
Der var stor tilfredshed i salen over, at der vil blive gjort en indsats i forhold til indbetaling af kontingent.
Såvel Claus Christiansen som ”putte” Folman, fremkom med et ønske om, at der for de unges (19-23 årige) kunne åbnes mulighed for indbetaling over flere rater, måneds- eller kvartalsvis. Kassereren gjorde opmærksom på, at det koster penge med flere opkrævninger, men vi vil se på hvilke muligheder der ligger i det nye pbs-system.
Annette Landin bemærkede, at vi nok ikke skal regne med, at pbs løser alle vores problemer, og at der her kommer til at ligge en udfordring i at få spillerne til at tilmelde sig. Ønskescenariet ville være, at vi får et samarbejde i gang med vores trænere. Det er dem der har den ugentlige kontakt, dem der sætter hold til kampe etc. I forhold til rykkerprocedurer overfor børn og de helt unge, skal kontakten ske via forældrene.
Henrik Nissen samt Putte var enige med Annette Landin i, at rykkerprocedurerne over for de mindste naturligvis skal være anderledes end på seniorsiden.
Ulrik Andersen anbefalede, at man som spiller vil kunne blive udelukket for træning og opstilling på hold til kampe, såfremt kontingentforholdene ikke er i orden.
Bjørn Danielsen var enig i, at klubben må have klare og tydelige restriktioner når der skyldes i kontingent.
Ad C) Regnskab
Regnskabet blev omdelt på mødet og der udspandt sig en forlænget diskussion af kontingent tilgodehavender. i forbindelse med tydeliggørelsen af de forskellige poster, fremkom forslag om en oplysningskampagne i forhold til hvad et kontingent dækker (turneringsdeltagelse, dommere, trænere mm. ) eksempelvis koster deltagelse for et divisionshold 4000, tilmeldingsgebyr 1000, dommere 2500 for to, bropulje skal betales, etc. Det nuværende udestående på kontingent fremstår ikke i regnskabet som et aktiv, det blev foreslået at vi fremover indskriver det der. Forslaget blev taget til efterretning.
Trænergodtgørelser for 2010 lå forholdsvist lavt og beløbet opskrives i 2011, vi har mange flere hold og det er lykkes os at tiltrække dygtige trænere til klubben som også koster lidt.
I forhold til den nye konstellation i HRØ er det vanskeligt at spå om i hvilket omfang udgifterne vil gå op, men vi skal regne med flere udgifter især i forhold til transport. Forældrene opfordres til internt at lave betalingsordninger, f.eks pr passager, idet turene nu komme til at ligge et pænt stykke udenfor hovedstadsområdet.
Der udspandt sig som en sidediskussion, muligheden for at sælge reklameplads i hallen. Vi har en godkendelse liggende og så vidt huskes koster en reklameplads 10.000 kr. pr. år pr. skilt.
Ad D) indkomne forslag
Bestyrelsen fremsatte forslag om kontingentforhøjelse ( omdelt ). I lyset af diskussionen omkring kontingentrestancer, var nogle deltagere af den opfattelse, at det ikke er rimeligt at de faste betalere skal ind og dække for de der ikke får betalt kontingent. Formanden var enig heri¸ men pointerede at i forhold til de skyldige beløb, vedrørte kun de 14.000 2010, restbeløbet er indregnet i dette års regnskab, og forventes som tidligere nævnt indbetalt løbende når vi har haft fat i de skyldige.
I forhold til forhøjelse for u8, udspandt sig en diskussion om hvorvidt ikke beløbet var sat for højt, der bliver reelt tale om en fordobling fra forrige år og til nu. Formanden svarede, at vi generelt har ligget langt under prisen på de klubber vi ellers sammenligner os med, og selv med forhøjelserne ligger vi stadig pænt under kontingentmæssigt på alle niveauer. Sammenligner man med andre sportsgrene i øvrigt, må man konstatere, at det er meget billigt at dyrke håndbold, jf. den tidligere diskussion om hvad kontingentet dækker. Forslaget blev vedtaget.
Ad E) Valg af bestyrelse
Charlotte Krebs
Pernille ”putte” Folman
Mette Blume
Kate Folman
Flemming Gutheil
Bjørn Danielsen
Henrik Nissen
Claus Christiansen
Ad F) Evt.
Under evt. fulgte en indgående diskussion om, hvordan vi belært af omstændighederne for nylig, hvor flere spillere fulgte med deres gamle træner til en ny klub, kan håndtere sådanne situationer i fremtiden. Lektien må være, at vi fremover skal undgå, at en enkelt træner går solo i klubben, og således ikke får inkorporeret holdfællesskab og følelse hos spillerne, således at de ikke føler de hører til i det øjeblik, træneren forlader klubben. Hensynet til spillerne i den aktuelle sag har været meget stort, og der er ikke lagt pres på nogen af dem i forhold til at få dem til at blive. Vi har dog sendt breve hjem til dem og deres forældre, og tydeliggjort, at dørene i KFUM altid vil stå åbne for såvel dem, som for deres børn. Vi er klar over at det kan være rigtig svært at vende tilbage til en klub, man har forladt til fordel for en anden, og vi vil arbejde meget for at en eventuel tilbagevenden bliver så problemfri som overhovedet muligt. Den største katastrofe ville være, at spillere helt opgiver håndbolden.
Henrik Nissen oplyste, at der igen i år er sommerlejr og at indbydelsen meget snart vil være at finde på hjemmesiden.
Referat: Kate Folman
Formandens beretning v/ Flemming Gutheil
Generalforsamling i KFUM København, Håndbold, mandag den 9. maj 2011
Først til de sportslige resultater. På både dame- og herresiden var vi igen med i oprykningsspil. Fore herrerne troede vi vist alle, at det efter den første kamp, hvor vi vandt med et enkelt mål på udebane, at i år skulle det være. Desværre lykkedes det ikke. Et nederlag på 5 mål på hjemmebane gjorde at det hedder 3. Division igen næste år. Mere ærgerligt var det for damerne. I modsætning til herrerne er damerne et ungt holdt, næsten udelukkende af ”egen avl”, der er på vej frem, men heller ikke for damerne lykkedes det at klare oprykningskampen. Det er min forventning, at det nok skal lykkes næste år. Hvordan mulighederne ser ud for herrerne er noget vanskeligere at sige noget om.
På ungdomsfronten klarede vi os rigtig pænt på stort set alle niveauer. Det er det generelle indtryk, at jo højere ( ældre ) niveauet er , des bedre klarer vi os. Min fornemmelse er at årsagen til det er, at i de mindre årgange er vores fokus rettet mere mod at styrke det sociale samvær og sammenhold, samt at lære børnene at spille fornuftig/god håndbold, frem for at satse snævert på at vinde kampe her og nu. I den afsluttede sæson, var den eneste række vi ikke havde hold i u18 drenge. Det ser til gengæld ud til at lykkes i den sæson der er ved at gå i gang. Det vil altså sige, at vi i den kommende sæson er repræsenteret i alle ungdomsrækker. Det er der vist ikke mange andre Københavnske klubber der kan prale af.
Apropos københavnske håndboldklubber. Sådan nogle findes ikke mere. Af flere forskellige grunde er det i løbet af vinteren besluttet, at Københavns Håndboldforbund ikke eksisterer mere. Alle håndboldklubber øst for Storebælt er nu samlet i et stort forbund ”Håndbold Region Øst” (HRØ). Den kommende sæson må vise, hvad det kommer til at indebære af rent praktiske forhold, men der er nok ingen tvivl om, at det betyder længere afstande til udekamp, også for de yngre hold, større udgifter til den kommende turnering, men forhåbentlig også flere lige kampe i de rækker vi kommer til at spille i.
Jeg nævnte at vi i den kommende sæson vil kunne stille hold i alle ungdomsrækker. Det er vi glade for og stolte af. Problemløst er det imidlertid ikke. Flere hold betyder selvfølgelig også behov for flere resurser. Jeg tænker her på både træningstimer, haltid, trænere, ledere og selvfølgelig økonomi.
I den kommende sæson indleder vi igen samarbejde med HIK om holdfællesskab for u16 drenge. Det er meningen at dette skal fortsætte 3-4 år, og et væsentligt argument i vores beslutning om dette, var netop manglende haltid i Emdrup.
Trænere og ledere nævnte jeg også. Det er vores opfattelse, at problemerne med at skaffe trænere og ledere på alle niveauer, bliver større og større. Charlotte Krebs har kæmpet en lang og sej kamp i de seneste måneder for at få alt til at falde på plads, og med en ihærdig og god indsats er det - på nær for en enkelt afdeling -lykkedes, men det har bestemt ikke været nemt.
Der er jo ikke mere noget der hedder KI, så vores samarbejdspartnere på Emdrup Idrætsanlæg er som bekendt Københavns Kommune (KK). Det samarbejde foregår – udover det lokale med de der har deres daglige ansættelse der – gennem ”Brugerstyrelsen”. Der er kommet nye repræsentanter for KK og det er vi faktisk godt tilfredse med. Der er altid en positiv indstilling overfor de forslag og ideer vi kommer med, også de af dem der kræver økonomi. Også her udfoldes der store – og gode – bestræbelser for at få vores ideer gennemført.
Igennem flere år har det været t stort ønske fra mange, at der blev skabt mulighed for styrketræning/fitness i forbindelse med håndboldtræningen. Mulighederne for træning ude i byen blev først overvejet men viste sig at være alt for dyrt. Så indkøbte vi selv udstyr og dertil pavilloner til at stille det op i. Mest på grund af modstand fa andre af Centralforeningens (CF) afdelinger, lykkedes det heller ikke. Nu ser det til gengæld ud til at kunne lade sig gøre. I efteråret 2010 meddelte Det Danske Drengekor (DDD), at de have fået tilbudt nye øvelokaler i Hellerup Lund kirke, og at det gamle korhus – det røde hus bag hallen ved tennisbanerne, ville blive ledigt. Efter en lang og noget besværlig proces – der var i CF mange med gode idéer til hvad huset kunne bruges til – endte det med, at vi fik vores ønsker opfyldt, og at huset nu skal indrettes til ”Foreningsbaseret fitness”. Den præcise dato kendes dog endnu ikke, da DDD først skal være definitivt ude af bygningen. Det gør nu heller ikke noget at det varer lidt endnu. Vi er nemlig i øjeblikket i gang med forhandlinger og ansøgninger med KK om indretning og drift af ”Styrkeslottet”, og jeg kan fortælle, at det bestemt ikke er nogen nem proces.
Caféen. Det er stadig det generelle indtryk, at der er stor gensidig tilfredshed med hvordan Caféen fungerer, dog med én væsentlig undtagelse, nemlig vores 1. 2. Hold herre senior. Her bliver der medbragt store mængder drikkevarer både efter kampe og træning til Caféens store utilfredshed. Foreholdt dette siger herrerne at årsagen er, at der jo aldrig er åbent og caféen siger at de da ikke gider holde åbent for at sælge et par sodavandt, hvor så resten bliver båret ind fra bilerne. Det er et problem vi skal have løst i den allernærmeste fremtid, men lad mig slå fast, at egne drikkevarer ikke må medbringes på anlægget.
Kontingentet og restance. Ved opgørelsen her for kort tid siden viste vores kartotek, at der er kontingent restance for næsten 80.000 kr. Et beløb der så vidt jeg husker er større en nogen sinde før. Det kan godt være at vores måde at opkræve kontingent på i de sidste par år ikke har været den mest optimale, men alligevel syntes jeg det vidner om en ligegyldighed overfor foreningen, og det har jeg det ikke godt med. Planen er derfor hurtigst muligt at få opkrævningen fortaget gennem PBS, som det er sket tidligere og derudover stramme reglerne for sanktioner overfor de der ikke betaler. Vi har simpelthen ikke råd til andet.
I de seneste år har vi valgt til jul at afholde en mindre julestue og give julegave til alle de der i det forløbne år har ydet et bidrag – stort eller lille – for at holde hjulene i gang i KFUM håndbold. Til brug for det plejer jeg at lave en liste over hvem der skal have julegave. I år indeholdt denne liste ca 65 personer. Der er altså 65 personer der yder en frivillig indsats for foreningen. På det her tidspunkt skulle jeg nok sige pænt tak til dem alle sammen. Det vil jeg ikke. Jeg vil hellere sige, at uden jer kunne det slet ikke lade sig gøre.
Hjemmesiden. Alle har forhåbentlig lagt mærke til vores nye hjemmeside. Jeg syntes den er flot, og med lidt øvelse skal jeg nok også få rigtig meget gavn af den. Tak her til Charlotte og Lisa. Det er ganske vist jeres respektive ægtefæller Niels og Ulrik, der har udarbejdet den, men de er jo nok blevet påvirket til det af deres koner og som bekendt står der en kvinde bag alt.
Dette var beretningen for i år. Spørgsmål til det jeg har talt om eller andre ting er velkomne.