Sommerlejr i Jægerspris

Dagbog, mandag 3. juli 2017

Kære dagbog, så er mandag næsten overstået, og temaet er for nærmest det hele: Arrangementet udskudt på grund af regn!!

I formiddag skulle vi i skoven og lege faneleg/haleleg og spillet var godt i gang da himmelens porte åbnede sig og hældte en ordentlig spandfuld vand ned i hovedet på alle deltagerne, men det lykkedes dog trods alt at gennemføre legen. På samme tid var Steen vores madkonge taget til Netto hvor de havde et rigtig godt tilbud på Pulled Pork. Efter Steen forlod Netto havde de ikke længere tilbud på Pulled Pork!!

Efter frokost var vi som sædvanlig i byen for at indkøbe det mest nødvendige, og det mest nødvendige hos børn, der selv skal betale, er lig med der hvor man får mest for pengene, så kære dagbog, gider du sige til forældrene, at deres børn sagtens kan drikke tvivlsom discount cola og guffe tyske chips. Det er i hvert fald en interessant iagttagelse.

Eftermiddagen var reserveret til klassikeren Cykelbingo eller som Lejrchefen ynder at kalde det Cikelbanko. Han blev sidst opdateret sommerlejren 1962. Nå Cykelbingo er jo ledernes mulighed for at se skoven, da de cikler, undskyld cykler rundt tilfældige steder i skoven, og det er gruppernes ansvar at finde lederne og få deres numre til bingopladen. Men det var hurtigt overstået, for det stod ned i tove og vi var nødt til at aflyse. Løbsledelsen vil oveveje om et senere starttidspunkt kan komme på tale.

Efter middagen blev det annonceret at JMC Jægerspris Music Contest løb af staben her til aften og at grupperne skulle lave de sidste lydprøver til deres musikalske indslag. Trods nerver og akut sceneskræk og det stik modsatte fik Vibeke sat skik på alle grupperne og her til aften blev numrene så fyret 100% af. De stolte vindere blev gruppe 6 med en særdeles bedårende Birte Kjær i nummeret den knaldrøde gummibåd, ja selv gummibåden blev visualiseret, da Frederik F roede en helt uforglemmelig singlesculler tværs over scenen. Af øvrige indslag var der Basim, Kim Larsen, Povl Kjøller og mange andre (ca. 2). Ind imellem blev der tid til Olsens Fordvogn, pilotprøven og en herlig tøjstafet.

Ja kære dagbog, en sommerlejr er ofte afhængig af vejret, men vi overgiver os aldrig, og det er helt sikkert vi tales ved i morgen.